Portræt af Cathrine Andersen

Et smukt hjerte

27-årige Cathrine er våger og min første tanke er hvordan så ung en pige kan være våger.

Når jeg ser på Cathrine, så virker hun sart, forsigtig og lidt usikker, men jo længere tid vi snakker, jo mere indser jeg, at jeg har taget fejl.

Det kræver sin mand/kvinde at være våger, man skal være robust og stærk, kunne lægge sine følelser til side og gå hjem igen uden at tage det hele med sig. Jeg æder mine ord i mig igen, for alt det kan og er Cathrine. Hun er en blomst der langsomt springer ud for øjnene af mig, og hun gør mig varm og berørt. Vi er heldige at have hende som våger.

Cathrine er tilflytter fra Aarhus og bor nu i Serup på tredje år med sin mand, deres tre katte og en frikanin. ”Vores kanin er ikke i bur, den løber rundt i hele huset da den er potte trænet” siger Cathrine og ler. De første 2 år boede de i Virklund i et lille værelse: ”Økonomien var stram og vi levede virkelig på kærlighed og kildevand, men sådan er det når man venter på flexjob”.

Cathrine blev for 6 år siden uddannet SOSU-assistent i Aarhus. Hun nåede lige at gå i 10. klasse i et halvt år, og så startede hun på grundforløbet.

”Jeg fandt ud af, at det var det jeg ville” siger hun. Efter hun blev udlært, arbejdede hun som nattevagt på et plejehjem. ”Vi var to om natten, en assistent og en hjælper til 85 borgere. Vi kunne på ingen måde sidde ved nogen der havde brug for det, så efter det stiftede jeg bekendtskab med Vågetjenesten, så hvad de kunne og tænkte bare, at det ville jeg gerne kunne.”

Efter endt uddannelse som SOSU-hjælper havde hun brug for at ”brænde lidt af”, som Cathrine siger: ” Så jeg tog et 4 ugers bartenderkursus i Barcelona, hvor jeg lærte at jonglere med flasker. Det var mega fedt” siger hun grinende. Derefter tog hun SOSU-assistent uddannelsen.

I dag arbejder hun ved Svanepleje, men er nu endelig tildelt flexjob på grund af kroniske smerter. ”Det er så rart at kunne komme ud og lave lidt, fremfor ingenting” siger hun.

Fritiden bruger hun på yoga for at træne kroppen op og kunne lidt mere. De bor tæt på skov, så meget af tiden går også med at gå lange ture:

” Lige nu er det jo svampe sæson, så der bliver samlet en masse svampe, som vi tørrer og spiser.

Under Corona hvor vi jo ikke kunne så meget, så var det lige det der fangede”, siger Cathrine.

Kort tid efter hun flyttede til Virklund, kontaktede hun Poul som på daværende tidspunkt var aktivitetsleder for Vågetjenesten.

”Jeg vil gerne have muligheden for at give den tryghed for de døende, men også for de pårørende. Jeg kan huske den her unge gut, som sad med sin guitar og sang for den døende, det var bare så fantastisk. Poul var lidt betænkelig ved at få mig ind fordi jeg er så ung, det er jo ikke for sarte sjæle, hvis man ikke har været i noget lignende før men på grund af min uddannelse og baggrund, så fik jeg lov”, siger hun.

”Jeg føler det som et privilegie, at få lov til at sidde der. Det er meget specielt at opleve, rummet fyldes med en energi når den døende går bort”.

Cathrine, du har det smukkeste hjerte, tak for dig og din store hjælp!

Skrevet af Sanne Pabst