Portræt af Cathrine Andersen

En stemme der varmer

For et par år siden kom jeg gående ned ad Vestergade og så hørte jeg en meget velkendt stemme. Jeg vidste ikke hvordan han så ud, og jeg kunne ikke umiddelbart se/høre hvor stemmen kom fra. Nogle dage senere mødtes jeg med en veninde på en cafe, og pludselig hørte jeg stemmen igen, men jeg turde ikke vende mig om og kigge.

Til sidste generalforsamling i Røde Kors, hørte jeg stemmen igen og denne gang vendte jeg mig om.

Der sad han. Stemmen vi næsten alle kender, stemmen som får mig til at tænke på varm kakao en kold vinterdag, stemmen som gør mig glad og giver energi når jeg sidder på Jysk Arene og SIF er bagud med 2-0, for så gør stemmen lige præcis det den skal. Den taler til os, rammer os indeni.

Stemmen tilhører Leo.

74-årige Leo kender alle og alle kender Leo, så jeg var faktisk lidt nervøs da jeg skulle møde ham, sådan rigtigt for første gang. For Leo er jo stemmen, og hvad nu hvis jeg falder over mine ord, eller sidder og snøfter fordi jeg er forkølet. Vi mødtes på et af Leo’s stamsteder, og jeg blev mødt af et stort kram. Leo bød på en sodavand, og det er faktisk et under, at jeg ikke fik spildt overhovedet. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, en hurtig snak, en kort historie med ikke så meget kød på, en lidt reserveret mand, men inden jeg havde set mig om, var der gået 50 minutter og jeg var helt opslugt af venligheden, energien, omsorgen, hjertevarmen, historien og Leo.

Leo er opvokset i Odder hvor han gik i skole ”jeg er lidt en bondedreng”, siger han. Efter skolen skulle han have job, og den lokale bank havde et opslag hængende i vinduet om, at de søgte en elev. ”Så gik jeg sgu lige ind og spurgte om de kunne bruge mig, og så hang jeg lige fast i bankvæsenet i 43 år”. Efter nogle år i Odder finder han ud af, at banken i Silkeborg manglede medarbejdere. Leo kunne huske Silkeborg, fra da han havde spillet en kamp på det gamle stadion. Han havde stået på balkonen og nydt udsigten, ”dengang vidste jeg jo ikke, at jeg ex antal år senere skulle sidde og snakke ud til publikum, men ja så kom jeg jo her til Silkeborg i 1973”, siger Leo og griner. Fritiden blev brugt på fodbold, hvor han også blev formand for KFUM’s fodboldafdeling, og var med i bestyrelsen i mere end 30 år. En kollega i KFUM-håndbold, som havde set at Leo tit var ude og se håndbold i Vestergade Hallen, spurgte om han ikke ville være speaker da de manglede en. ”Det havde jeg sgu ikke nogen forudsætninger for, jeg var ikke vant til at træde frem, nærmest lidt genert kan man godt sige. Jeg var kun 27 år, men tænkte, at lad mig da bare prøve det”, ler Leo. Det startede i det små, og så kom fodbolden ind over i 1992. ”Jeg havde speaket fodbold i 18 år, da jeg i 2010 syntes, det blev for meget med både håndbold og fodbold ”, siger han, og det blev derfor til en velfortjent pause.

I 2016 ringede SIF og spurgte om han ikke ville speake igen, ”så er jeg sgu bare blevet ved med det siden”, siger Leo. Nu regner jeg med at Leo bliver hængende i mange år endnu. Ud over et aktivt speakerliv, så rejser Leo så tit som muligt. Han har været i 86 forskellige lande, og er slet ikke færdig endnu. Det har udelukkende været ferie. ”Jeg har stadig noget jeg godt vil være med til herhjemme, jeg er ikke den der bare lige river tre måneder ud af kalenderen, det kommer jeg aldrig til. Jeg har ikke fundet nogen steder der er bedre end det herhjemme. Vi skal huske at sætte pris på det vi har, det er der mange der kan lære noget af”.

Tilbage i slut 1970’erne blev Leo sponsor for børn i Bangkok, Argentina og Buenos Aires, han fik set deres skræmmende fattigdom, hjulpet dem til en skolegang, og det har været en stor øjenåbner for ham. I dag hjælper han økonomisk et fattigt barn i Indien, så barnet kan få en god skolegang, faktisk har han gjort det i over 40 år. Leo er også med i en NGO i Tanzania, hvor de støtter et Masai samfund. For 5 år siden var han på besøg hos masaierne, for at se hvad pengene går til. Det er bl.a en vandforsyning direkte ned i landsbyen, så kvinderne ikke skal gå 10 km for at hende vand. Under en rundvisning i landsbyen mærker han pludselig en der tager fat i hans hånd. ” Så er der en lille pige der vil følge mig rundt, og pludselig var der så to små piger i min anden hånd. De havde jo deres fine kjoler på, og var så bedårende, det var meget rørende.” I januar 2025 tager han endnu engang på besøg i landsbyen, og jeg håber inderligt at han får muligheden for at gense pigerne igen.

15 års singleliv passer Leo rigtig godt. ”Jeg har masser af pige venner, så det er ikke fordi jeg ikke kan lide piger, det er det bedste køn” siger han med et grin. ”Jeg er overbevist om, at havde vi flere kvindelige præsidenter i de store nationer, ville kloden se mere fredelig ud”, og jeg kan kun give Leo ret.

Han har to børn og fem børnebørn som han nyder at være sammen med. Efter 43 år i samme hus i Sydbyen, fik han solgt huset og nyder nu tilværelsen i en lille lejlighed med udsyn til Hjejlen. ”Nu vil jeg bruge mit krudt på rejser og give lidt til ungerne. Jeg er nærmest lykkelig og har et godt liv, men det var en hård proces” siger Leo. ”Jeg føler mig meget privilegeret. For første gang har jeg bestilt en rejse 3 år ud i fremtiden. Jeg skal til Egypten og se en total solformørkelse. Jeg har aldrig set pyramiderne, så dem skal jeg selvfølgelig også se. Jeg får hele herligheden og en solformørkelse til dessert, det kan ikke blive bedre” griner Leo. Og ja, selvom jeg ikke kender Leo, så ser han ret lykkelig ud og det glæder mig meget.

For Leo er det vigtigt at byde ind med socialt arbejde. ”Røde Kors kan man kun have respekt for, de laver et enormt stykke arbejde og det er jeg en del af”, siger Leo. Han har været i Røde Kors siden 2013, hvor han begyndte i Vågetjenesten, har været med i Julehjælpen i 2 år og for godt et år siden startede han også i Sygehustjenesten. Derudover er han ordstyrer ved vores generalforsamlinger.

Lidt FUN FACTS: Mens vi sidder og småsnakker, kommer vi ind på det at køre bil. Leo har IKKE kørekort eller mobil eller Facebook, jeg var først lidt chokeret. Men som Leo siger:

”hvis det er vigtigt nok, så skal folk nok få fat i mig”.

Leo, vi har snakket USA, Danmark, krigen i Ukraine, ulighed i verden, tanker der sættes i gang, hvor heldige vi er i Danmark og meget mere. Leo, du er for mig et fantastisk menneske. Jeg har nydt hvert minut og slugt hvert et ord.

Jeg håber du engang har lyst til endnu en sodavand og endnu en snak om verden.

PS. Lige nu kan jeg høre Leo i tv´et - sidder og bidder negle lige nu.....

Skrevet af Sanne Pabst