Portræt af Vagn Høst
En skøn førstehjælper med et varmt glimt i øjet
I Vagns sparsomme fritid bor han i sit hus i Gjern, som han har gjort de sidste 40 år.
Her hygger han med at lave honning og ”lidt elektronik halløj”, som han nu siger.
Udover det, så skal der også tilbringes kvalitetstid med de 10 børnebørn, som han nyder at være sammen med.
Vagn startede ved et tilfælde på et 30 timers førstehjælpskursus tilbage i 1969 i Silkeborg.
Det var starten på plaster/forbindings livet, som heldigvis stadig hænger ved. Kort efter startede han Ungdommens Røde Kors op, hvor han i nogle år var som formand, da livet så bød på arbejde i København og Aarhus. Her arbejdede han som politimand i 40 år.
I 1981 vendte Vagn tilbage til Silkeborg hvor han, sideløbende med jobbet, underviste i førstehjælpskurser og siden overtog førstehjælpen fra den tidligere aktivitetsleder.
I en alder af 70 år står Vagn i dag i spidsen for førstehjælp, hvor han styrer slagets gang med sine 7 førstehjælps instruktører.
Den gode kultur, der er mellem de frivillige, er guld værd og er med til at give et ekstra boost, mener Vagn.
Ikke nok med førstehjælpen, så giver han tilbud til virksomheder, opretter kurser for erhverv, skoler, køreskoler og private, samt står for administration, OG selvfølgelig underviser han også dét han nu engang har tid til.
For Vagn er det vigtigt at kunne træde til og give en hjælpende hånd, når der er behov for det. For Vagn er førstehjælp noget helt specielt.
Skrevet af Sanne Pabst