Portræt af Viola Jacobsen

To ord - Livsglad ildsjæl

Der er ting der giver mening, og så er der de ting der ikke giver mening. Det der ikke giver mening for mig… Man møder sin store kærlighed, man er lykkelig, børn kommer måske til, og lykken er fuldendt. Pludselig kan en livssituation vælte det hele, og nogle forhold ender i psykisk og fysisk vold der går ud over kvinden, manden eller børnene... Men hvorfor tænker jeg, hvordan kan man komme helt derud?

Hvordan kan man gøre sine kære så ondt, at man tyr til vold? Glemme hvorfor man fandt sammen, glemme kærligheden.

Det giver ingen mening for mig, og jeg kommer aldrig til at forstå det. I 2021 endte 118.000 kvinder og 83.000 mænd på krisecentre.

Relevant viden eller ej, jeg syntes det er trist og det gør ondt helt ind i sjælen.

Qnet…hvad gør de og hvorfor gør de hvad de gør? Det er for kvinder der har været udsat for vold og gerne vil have et netværk og støtte videre i livet. Det er for de seje kvinder, som har valgt at sige stop og komme videre med deres liv. Sammen med deres børn bliver der lavet aktiviteter, der snakkes, måske opstår der venskaber, man bliver set, mødt og hørt. Det kræver sin kvinde at være frivillig i Qnet.

Man skal være robust, balancerer mellem følelserne og kunne lægge det fra sig igen. Det er mega seje kvinder der er frivillige i Qnet, og jeg tager en stor hat af for dem. Her skal du møde en af dem.

Jeg bliver virkelig draget mod Viola, hendes livsglade væsen og energi, hun har så meget at fortælle, og jeg har svært ved ikke at blive grebet af stemningen og hendes ukuelighed.

63-årige Violas historie begynder, da hun arbejdede på Storebæltsforbindelsen tilbage i start 90’erne, da den skulle bygges.

Her var hun vagtchef, havde cafeteria til de ansatte og tankstationer at holde styr på.

Det var også her hun mødte sin mand, som arbejdede i tunnelerne.

Da Storebæltsforbindelsen blev færdig, besluttede de at rejse ud i verden og opleve. De søgte i forskellige lande, og via lotteri var de så heldige at vinde en arbejds/opholdstilladelse til USA, for 10 år. Deres fælles barn på dengang 2 år skulle med, de skulle jo bare være der et år og få en på opleveren, men det blev til hele 20 år. Violas mand var uddannet elektriker, havde meget med PLC styring at gøre, hvilket var helt nyt i USA dengang, så de var mere end velkommen. Da de havde boet i USA et stykke tid, og flyttet lidt rundt, så fik Viola arbejde i skoledistriktet og i et skolekøkken, hvilket er lidt sjovt, for som Viola siger ”jeg laver ikke mad, har aldrig lavet mad og det interesserer mig ikke – men jeg elsker at spise mad”.

Frivilligt arbejde er ikke fremmed for Viola. Hun arbejdede som frivillig igennem kirkerne og skolerne i USA.

Det var børn der gik for lud og koldt vand, mødre der ikke havde arbejde og ikke havde råd til mad, som hun hjalp.

En sommer, som blev til 8 år, var hun frivillig i et Backpack program, hvor børnene kom med deres rygsække og så pakkede de frivillige mad til en uge af gangen – ”så vidste vi i hvert fald, at de fik noget at spise. Det var rigtig hårdt at se”, siger Viola.

I 2015 tager Viola og hendes mand så hjem til Silkeborg, sønnen vil bliver i USA, ”så han er i dag slettet af testamentet”, siger Viola og griner højt. Hjemme i Silkeborg arbejder hun i 6 år på Børnecenter Solbo. Desværre er hun så uheldig at falde og brække den ene hånd, så den anden og så en ankel – og fik så også lige en gang knogleskørhed oveni. Det endte desværre med en opsigelse.

Først nu er hun færdig med genoptræning, ”så nu skal vi fremad”, siger hun.

Tilfældet vil at hun møder Gitte (aktivitetsleder i Qnet), som bor i samme opgang hvor de mødes altid og hele tiden.

Så siger Gitte ”prøv lige og hør her,” og fortæller om Qnet – ”og så blev det sådan” fortæller Viola.

Nu har hun været i Qnet i 1 1/2 år og er i gang med sit fjerde match. ”Det er hårdt, men så længe man har empatien og bare kan lytte… enten så kan man det eller så kan man det ikke. Man tror at nu har man hørt det værste, lige indtil man møder den næste.

Jeg er god til at takle det i mit hoved, og så gør det ikke noget at Gitte bor i min opgang, så får vi lige snakket om tingene” siger hun.

I sin fritid har Viola rigtig travlt, hun mødes med 5 veninder hver torsdag i deres lille klub ”Dyppe Damserne” ved Vestre.

Om sommeren svømmer de og laver gymnastik i vandet, om vinteren dypper de bare. ”Vi griner fra vi kommer til vi går, så jeg kan slet ikke undvære det”. Der er afslutning hver gang, og hele verdenssituationen ordnes over et glas vin eller en lille rom.

Hun elsker at rejse og rejser så meget som overhovedet muligt til alle dele af verden, og selvfølgelig går turen, med jævne mellemrum, til USA for at besøge sønnen og svigerdatteren.

Hun elsker at gå ud og se noget live musik, cafe/restaurant besøg med sin familie og venner. ”Jo flere jo bedre” siger hun. Hun nyder desuden at bruge tiden med børn og børnebørn, som bor i Funder og København. Hun går heller ikke af vejen for en god håndbold – eller fodboldkamp med FCM som de selvfølgelig har sæson billetter til, og der må jeg jo så sige højt KOM SÅ SIF!

Viola, du er ”et stykke pragteksemplar, som der kun findes ganske få af”, din smittende latter og skønne energi. Du er landet det helt rigtige sted - i Qnet og Røde Kors, tak for dig.

Skrevet af Sanne Pabst